Jeg har altid været den dovne type. Det har aldrig rigtigt ramt mig på en dårlig måde: jeg går stadig op i, at holde hvad jeg lover. Jeg er klar over, hvad der er vigtigt, og får altid bearbejdet de ting jeg har prioriteret i mit liv. Min dovenskab handler altså mest om, at jeg sjældent kaster mig ud i ting, som jeg ikke ser et klart formål med. Hvis noget ikke er nødvendigt så undlader jeg typisk at gøre det.

Det kan dog nogle gange godt tage lidt tid at finde ud af, hvad der rent faktisk er nødvendigt at gøre, og hvad der uden problemer kan ignoreres. I mange år fandt jeg det ikke nødvendigt at dyrke motion eller på anden måde være fysisk aktiv. Det virkede ikke særligt presserende da jeg var i 20’erne og ikke mærkede de store problemer i min krop. Men på et eller andet tidspunkt så bliver man altså indhentet af en usund livsstil. Jeg var nødt til at gøre noget: mit helbred var nu blevet en prioritet.

Mit første mål var at finde en eller anden sportsgren jeg kunne kaste mig ud i. De få gange jeg har sat fod i et træningscenter har jeg altid hadet. Det der med at løfte vægte i et motionscenter fyldt med svedige mennesker er bare ikke særligt tiltalende for mig. Samtidig fandt jeg det usandsynligt, at jeg ville kunne motivere mig selv til at tage derhen dagligt. Sport ville være bedre: det ville give mig mulighed for at komme ud i det fri, og forhåbentligt ville jeg spille med nogle mennesker, der ville motivere mig til at møde op.

Men hvilken sportsgren skulle det være? Der er mange muligheder derude, men ingen af dem tiltalte mig rigtigt mere end de andre. Jeg tror på at alt kan være sjovt, hvis bare man har lagt nok tid i, at blive god til det. Så jeg besluttede mig for at spørge min kolleger hvad for noget sport de går og laver. Jeg tænkte at den tilgang ville kunne slå to fluer med ét smæk. Det ville gøre det let for mig at vælge en sportsgren, og jeg ville allerede kende nogle, der kunne kommentere på det, hvis jeg ikke mødte op. Det burde kunne tvinge mig afsted.

Det viste sig, at alle mine kolleger spillede golft. Det virkede som en fornuftig sportsgren for mig, så jeg tog med dem ud på golfbanen. Her fandt jeg hurtigt ud af, hvor utroligt ringe jeg var til at spille golf, i forhold til mine venner. De havde alle flere års erfaring med at spille golf, og jeg var både imponeret over dem, og skuffet over mig selv.

Jeg havde lyst til at give op. Tage denne skuffelse som en undskyldning for at være doven igen. Men så kiggede jeg ned på min nike golf polo, og det var som om Nike logoet talte til mig. Det sagde ”Just do it!”, og det gav mening for mig. Det var løsningen: glem alt om at være god eller dårlig. Bare gør det – bare kom afsted! Så jeg mødte op, dag efter dag, på golfbanen og øvede mig. Jeg var den sidste af mine venner til at komme i gang med at spille golf, men jeg er klart den, der er mest konsistent. Der er ikke noget der holder mig tilbage: ingen dårlige undskyldninger får lov at stå i vejen. Det har gjort, at jeg i dag, er den bedste golfspiller i min vennekreds.